Lokalrivaler opfordrer til at støtte Musik i Gryden

Der kan være drabelige lokalopgør på banen, når GGIF og Billund IF mødes i diverse fodboldrækker. Men når det gælder om at støtte op om hinandens frivillige klubliv, er tonen en helt anden.

Således har Billund IF Fodbold på sin facebook-side opfordret sine følgere til at få købt billet til årets Musik i Gryden, der døjer med svigtende billetsalg.

– Det er jo et rigtigt godt program i Gryden i år, så jeg forstår ikke, hvorfor der ikke kan sælges 4500 billetter. Især når man i Nordenskov kan melde udsolgt til Owen Luft på blot en halv time, siger formanden for Billund IF Fodbold, Lars B. Thomsen.

Derfor håber han, at Billund med sin støtte til kollegerne i GGIF kan hjælpe med at få mere gang i billetsalget.

– Vi har et rigtigt godt samarbejde med Grindsted. Vi hjælper jo hinanden og støtter hinanden til daglig – det er kun indenfor kridtstregerne, vi kæmper mod hinanden, griner Lars B. Thomsen.

Han ønsker alt det bedste til lokalrivalerne i kommunen største by:

– Hvis Grindsted får et godt Musik i Gryden, så falder der jo også flere midler af til GGIF, og så har de mere at gøre med og det håber vi da i den grad for dem, siger Lars B. Thomsen.