Lokalt folketingsmedlem modtager Ridderkorset

Venstres folketingsmedlem Anni Matthiesen, der er bosat i Krogager, er blevet udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen af Hendes Majestæt Dronningen efter Anni Matthiesen tidligere på året kunne fejre ti års jubilæum i Folketinget for Billund/Vejen-kredsen.

På tirsdagens gruppemøde i Venstres folketingsgruppe fik Anni Matthiesen overrakt Ridderkorset af gruppeformand Karsten Lauritzen.

– Jeg er meget taknemmelig for mine nu mere end ti år som repræsentant i Folketinget for mit syd- og sønderjyske ophav, som jeg også den dag i dag kan kalde mit hjem. I mere end ti år har jeg arbejdet for at sikre de bedste muligheder i kredsen, og jeg har løftet rigtig mange lokale sager på Christiansborg – og det vil jeg med stolthed også gøre fremover, siger Anni Matthiesen.