Søndag den 7. januar går det løs igen med den årlige nytårsfest arrangeret af Lions Billund-Grindsted.
Også denne gang er det Odense Blæserne, der med et imponerende repertoire og højt humør under ledelse af John Frederiksen sørger for feststemningen og byder det nye år velkommen.
Dertil kommer, at det er lykkedes at få sopranen Louise Fribo som solist. Hun har optrådt i flere operaer, operetter og musicals med stor succes både herhjemme og i udlandet samtidig med, at hun fortolker mange kendte sange såvel fra diverse film som fra Højskolesangbogen. Med sin klare, lyse stemme vil hun udgøre et spændende modspil til de fynske blæsere og bidrage til at skabe en betagende oplevelse, hedder det i en pressemeddelelse fra Lions Billund-Grindsted.
Koncerten starter kl. 14.30 og afholdes sædvanen tro på Grindsted Gymnasium. Dørene åbnes allerede kl. 13.30, og alle gæster modtages ved indgangen med et glas bobler, som det hører sig til i en så festlig anledning.
Billetter koster 275 kroner og kan købes i MAGION lørdag den 4. november kl. 9.30 -11.30 og tirsdag den 7. november kl. 16 – 17.30 foregår salget i Super Brugsen i Billund. Derefter sælges billetter hos KVICKLY Grindsted i kiosken.



