Når udvalgsformanden for Teknik-, Plan- og Kultur i Billund Kommune, Simon Nicolajsen Jørgensen, officielt indvier museets nye byggeri den 9. april, vil Mark være klar til at åbne nye døre for gæsterne ind til et fuldt program for påskeferien.
Der er blevet lavet et nyt indgangsparti og en ny administrationsbygning for museets medarbejdere. Og spørger man Mark selv giver de nye kontorfaciliteter “ideelle rammer for museets faglige udviklingsarbejde, styrker samarbejdet med museets Støtteforening Karensmindes Venner, og indfrier den politiske ambition om at samle alle museumsaktiviteterne på museumsmatriklen”.
– Byggeriet styrker museet og samtidig også vores evne til at tiltrække engagerede fagfolk, der brænder for at formidle vores unikke historie på Mark. Vi sikrer, at kommende generationer også vil have et levende museum, der kan inspirere og bevæge. Vi politikere sender et klart signal om, at vi i kommunen tager vores kulturhistoriske arv alvorligt og investerer i dens fremtid, siger Simon Nicolajsen Jørgensen.
Byggeriet, som blev påbegyndt i februar 2024, er realiseret med en bevilling fra Billund Kommune. Hertil har Støtteforeningen Karensmindes Venner trådt til med en donation, der sikrer, at medarbejderne får de nødvendige køkkenfaciliteter i deres nye rammer.
– Det har været en bunden opgave at sikre gode publikumsfaciliteter, skabe gode arbejdsvilkår for museets medarbejdere men også at styrke det allerede tætte daglige samarbejde med museets mange frivillige, siger Museumsleder Carina Serritzlew, der bakkes op af formanden for museets bestyrelse, Henrik Dam Kristensen:
– Det er en vigtig indvielse for Billund kommunes museum Mark. Endelig får vi givet personalet gode arbejdsforhold, og jeg tror på, at det vil styrke det faglige arbejde. Det er godt, for Mark står over for spændende og udfordrende opgaver med fortsat at udvikle vores museum, så det er en aktiv del af Billund kommune, og for de mange borgere der har glæde af Marks aktiviteter, siger Henrik Dam Kristensen.
Publikum får rig mulighed for at afprøve det nye indgangsparti i påsken, hvor museet holder åbent 12.-21. april med påskeaktiviteter hver dag.