Ikke færre end 21 børn mellem 4 og 8 år er registreret som microgolfere i Gyttegård Golfklub. Dermed er en stor del af de i alt 160 microgolfere på landsplan tilknyttet den lokale klub mellem Billund og Hejnsvig.
– Microgolf i Gyttegård handler om at få en god oplevelse som ny ung golfspiller, om at lære at begå sig på en golfbane, sikkerhed, grundlæggende teknik, golfbegreber og ikke mindst kammeratskab, siger Jens Elvang fra Gyttegård Golfklub.
Ifølge ham har klubben selv uddannet særlige juniortrænere som under ledelse af klubbens professionelle trænere varetager undervisningen af Microgolferne.
– Det betyder at undervisningen sker i øjenhøjde og der er tid til sjov og leg så færdighederne leges ind, siger Jens Elvang.