For første gang rykker Microsoft sit lærernetværk, Innovative Educators, til provinsen – nærmere bestemt, Børnenes Hovedstad, Billund.
Microsoft Innovative Educators henvender sig til skolelærere, som er interesserede i at netværke, lære nyt og blive bedre til deres fag. Således inviteres de lokale lærere til at melde sig til en række fyraftensarrangementer med oplæg, workshops og fællesspisning. Hidtil har netværket mødtes i Lyngby, men nu rykker arrangementet altså til Billund.
– Dette event er det første af sin slags i Billund og i anledning af, at Billund er vært, så starter vi op med fokus på LEGO WeDo 2.0. og får også besøg af LEGO Idea Studio ved Amos Blanton eller Nikolaj Strømkjær. Vores events er næsten altid bygget op omkring en workshop på et par timer og så er der forskellig videndeling/aktiviteter rundt om – garneret med lækker mad og vin. Denne gang fra det navnkundige REFBORG i Billund, lyder det fra Microsoft.
Hos Børnenes Hovedstad på Gammelbro i Billund finder program manager Morten Møller det spændende, at Microsoft kan se fordelene ved at inddrage Børnenes Hovedstads erfaringer i deres arbejde.
– Vi opbygger viden om læring gennem leg, kreativitet, making, nye læringsformer og det 21. århundredes kompetencer, og det kommer på plakaten på det første netværksmøde her i Billund. For os er det rigtig vigtigt, at vores erfaringer bliver delt og kommer ud at leve i bredere kredse, så andre også får glæde af den, siger Morten Møller fra Børnenes Hovedstad i Billund.