Midlertidig erstatning for erhvervschef

Kim Nordfeldt Thomsen kender mange måske fra Capital of Children i Billund. Nu træder han ind som midlertidig daglig leder af Billund Erhvervsfremme.


Bestyrelsen i Billund ErhvervsFremme har på et ekstraordinært bestyrelsesmøde besluttet at udskyde ansættelsen af en ny erhvervsdirektør i stedet for Morten Karlsbjerg, der forlader posten med udgangen af denne måned.

Billund Erhvervsfremme ønsker nemlig at evaluere de seneste års indsats og udarbejde anbefalinger til den fremtidige indsats på erhvervsområdet i Billund Kommune, inden der ansættes en ny direktør.

– Det, at vi til september siger farvel til vores direktør gennem de seneste fire år, er også en naturlig anledning til at evaluere. Vi vil være proaktive og ikke passive, når det kommer til at sikre lokale virksomheders vilkår, lyder forklaringen fra bestyrelsesformand i Billund Erhvervsfremme, Søren Klausen.

Ifølge ham ønsker bestyrelsen af sikre at Billund Erhvervsfremme rustes bedst muligt til fremtidens opgaver på erhvervsområdet:

– Set i lyset af de store udviklingspotentialer i Billund Kommune mener vi, at det er sundt med et servicetjek, siger Søren Klausen.

I bestræbelserne på at fortsætte sin service overfor kommunens virksomheder, har man lavet en midlertidig aftale med specialkonsulent på erhvervsområdet i Billund Kommune, Kim Nordfeldt Thomsen, der træder til som daglig leder af organisationen, indtil en afløser for Morten Karlsbjerg er fundet.