Forleden fik vi beskeden om, at Peder ”Slaug” Pedersen pludselig var død . På et kort øjeblik var et liv væk – men ikke glemt.
Peder var opvokset i Grindsted. Har man en hvis alder, så husker man Peder som forsanger i egnens hotteste rockband Heigh Lites.
I hele sit voksenliv levede Peder i Vorbasse på Gården på Slaugvej. Peder var en aktiv del af Vorbasse. I mange foreninger har han taget en tjans, for i hans øjne var foreningslivet vigtigt i et lille samfund som Vorbasse, det er med til at binde os sammen, og giver værdi.
Peder var vennernes ven, man gik aldrig forgæves efter hjælp eller råd. Peder kunne spotte, når nogen havde brug for en trøstende hånd på skulderen eller en samtale.
Da jeg sidst talte med Peder, fortalte han med stolthed, at han snart skulle være morfar.
Peder vil blive savnet, men der er så mange gode og sjove minder, dem er vi mange, der gemmer på. I mange festlige lag tog Peder guitaren og spillede ”det bliver jo sommer endnu engang” – og det gør det.
De varmeste tanker går til Peders børn og Linda.
Æret være Peders minde.
Med venlig hilsen
Henrik Dam Kristensen, Grindsted


