Minister: Lokalt engagement er fantastisk

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) besøgte i vinter Grindsted for at høre mere om forureningen og de sundhedsmæssige konsekvenser. Arkivfoto


Der var store roser til det store lokale engagement og den sobre tone der føres fra borgergruppen, da sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) var på besøg i Grindsted i dag.

Målet for besøget var Grindsted Å ved Fyrrestien, hvor ministeren blev orienteret omkring den sundhedsmæssige del af den omfattende forurening under Grindsted.
Repræsentanter fra Region Syddanmark fortalte om den registerundersøgelse, der finder sted i øjeblikket, hvor håbet er at få afklaret om borgerne i Grindsted i højere grad lider af bestemte sygdomme end i resten af landet.

Med på sidelinjen i hele undersøgelsen og arbejdet med forureningen er Borgergruppen i Grindsted, der sørger for at holde hjulene i gang både når det gælder sundhedsdelen, men også oprydningsdelen af forureningen. Netop det store lokale engagement har imponeret sundhedsministeren:

– Det synes jeg er rigtig fantastisk. Det er rigtig positivt at se hvor konstruktivt man arbejder i gruppen, siger Ellen Trane Nørby.

Hun forstår godt den bekymring og utryghed, borgerne i Grindsted har:

– Jeg kan godt forstå, at når man bor klods op ad så stor en forurening, at det giver anledning til mange spørgsmål omkring sundheden. Og det er vigtigt vi får det afklaret, for man skal ikke leve i bekymring, hvor der ingen grund er til det. Og omvendt, så skal vi som myndighed også handle, hvis der er sundhedsmæssige udfordringer i Grindsted, siger Ellen Trane Nørby.