Mogens Jørgensen har meldt sig ud af DF

Kommunalbestyrelsen i Billund kommune har fået en løsgænger. Det er Mogens Jørgensen fra Sdr. Omme, der har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og som dermed fortsætter i kommunalbestyrelsen som løsgænger.

– Jeg har ikke noget ondt at sige om Dansk Folkeparti, men jeg synes, det var blevet lidt af et cirkus med alle de udmeldelser af partiet og hele den måde de udmeldelser blev håndteret på, lyder det fra Mogens Jørgensen, der også efterhånden fandt det svært at stå på mål for alt det der foregik i Dansk Folkeparti på landsplan.

Han meldte sig ud af partiet i juni og vender dermed tilbage til kommunalbestyrelsen efter sommerferien som løsgænger.

– Jeg havde en snak med både Per (Nyhus, gruppeformand, red.) og Laila (Poulsen, formand, lokalforeningen, red.) inden jeg meldte mig ud, og der er ingen “bad feelings” mellem os, fastslår Mogens Jørgensen.

Selvom han nu flytter fra Per Nyhus i kommunalbestyrelsessalen, så fastholder han alt hvad han blev valgt ind på:

– Foreløbig holder jeg mig til det lokalpolitiske og her er intet ændret. Jeg mener det samme, jeg hele tiden har gjort, og kæmper for det samme som jeg hele tiden har gjort, lyder det fra den nykårede løsgænger.

Mogens Jørgensen fik 168 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021.