Monica vil i byrådet for SF: “Nu har jeg overskuddet til at bidrage”

41-årige Monika Dybro Olsen, bosat i Billund og ansat som shippingassistent hos Modulex, stiller til kommunalvalget for SF i Billund Kommune. Hun går til valg sammen med partifællerne Susanne Mathiesen og Rie Køppen – et trekløver, hun kalder “powerkvinder med mod på at gå nye veje”.

– Jeg har altid fulgt med i lokalpolitik, men først nu føler jeg, at jeg har overskuddet til at engagere mig fuldt ud. Min søn er blevet ældre, og jeg har fået lyst til at bidrage med både erfaring og energi, siger Monika Dybro Olsen.

En af Monika Dybro Olsens mærkesager er at skabe bedre muligheder for unge i kommunen.

– Vi skal give de unge steder at være, så de ikke bare bliver skældt ud fordi de roder og larmer, og det skal være nemmere at komme til fritidsjob. Vi har alle været unge engang og har glemt at rydde op efter os nede i byen – forskellen er bare, at i dag kan alt deles på Facebook med det samme, fortæller hun.

Hun fremhæver også, at små byer i kommunen skal huskes og støttes og så vil hun styrke folkeskolen. Hun mener, at Billund Kommunes folkeskoler kæmper med både faldende karakterer og høj udskiftning blandt personalet.

– Vi skal have løst problemerne med både det faglige og arbejdsmiljøet. Det kræver handling, hvis vi skal vende udviklingen, siger Monika Dybro Olsen.

Ifølge Monika har de seneste fire års samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet gjort det svært for mindre partier at præge beslutningerne.

– Jeg tror, det er sundt for demokratiet, at flertallet bliver mere delt, så flere stemmer kan blive hørt – også de røde, siger hun.

Monika Dybro Olsen håber, at SF kan få valgt tre kandidater ind i byrådet, så partiet kan få indflydelse på områder som ungepolitik, skolevæsen og social lighed.