Hvis du skal ringe til lægevagten i aften, kan du risikere at løbe ind i problemer.
Region Syddanmark oplyser, at de mellem kl. 20 og 22 laver fejlsøgning i deres it-systemer efter et nedbrud i nat. I det tidsrum kan opkald til lægevagten blive berørt, så det ikke er muligt at komme igennem.
Skulle det ske, opfordrer regionen til, at borgere i stedet søger mod nærmeste akutmodtagelse, hvis problemet ikke kan vente til efter kl. 22.
I perioden vil der være ekstra personale i akutmodtagelserne på Esbjerg Sygehus, Kolding Sygehus, Aabenraa Sygehus og Odense Universitetshospital.
Regionen understreger, at fejlsøgningen er nødvendig for at sikre, at systemerne fremover kører stabilt.


