Musik i Gryden offentliggør de to første navne

Efter to års fravær er Musik i Gryden klar til igen at indtage Grindsted Stadion. Den 6. august næste år går det løs, og nu er programmet ved at være på plads.

Således kan arrangørerne nu offentliggøre de to første navne på plakaten; Rasmus Bjerg og Aqua.

– Nu, mere 40 år efter sin død, indtager John Mogensen igen de skrå bredder. Rasmus Bjerg spiller sangene fra dansktoppens ukronede konge i selskab med sit fantastiske orkester. Selvom John Mogensen døde i 1977, lever han i bedste velgående –ikke mindst i de danske hjerter. Siden premieren på Ole Bornedals biografiske drama ”Så længe jeg lever”, er mere end 400.000 publikummer
gået i biografen for at opleve Rasmus Bjerg i rollen som Danmarks muligvis mest folkekære musiker, der gik bort alt for tidligt i en alder af 48 år, fortæller Musik i Gryden i en pressemeddelelse.

Det ikoniske 90’er band Aqua kommer også til at stå på scenen på Grindsted Stadion til august, hvor de uden tvivl kommer til at sparke gang i løjerne.

– Vi har gjort vores bedste for at sammensætte et rigtig fedt musikprogram til d. 6. august 2022. Det bliver en fantastisk oplevelse at få alle gæster tilbage i gryden, til et musikprogram som mange forhåbentligt synes rigtig god om, siger Henrik Steen-Andersen fra koncertudvalget.

Alle med billet fra 2020-2021 modtager i denne uge besked via e-mail fra billetsalg.dk vedr. overførsel af billet eller refundering.