Musikalsk magi på plejecenteret: Ansatte lærer ukulele for at glæde beboerne

Musik gør gavn – både for krop og sjæl. Og sang skaber glæde – det viser al forskning. Derfor er der jævnligt fællessang i fællesrummet på Billund Plejecenter, men der mangler ofte lidt musik til.

Det satte lederen af Billund Plejecenter, Margit Møller Madsen sig for at lave om på og tog kontakt til Billund Kulturskole. Det er nu resulteret i at en god håndfuld af de ansatte på plejecenteret sammen med lederen henover en periode har modtaget undervisning i at spille på ukulele.

Underviseren Niels Bach Storgaard har – ligesom de ansatte, i øvrigt – haft en fest med at undervise den 6 mand store flok:

– Ligesom med de yngre elever jeg underviser på Kulturskolen, så er der jo nogen der bare har flair for det, mens andre skal knokle lidt for det. Men der har været god tilslutning til det og god stemning hele vejen igennem, smiler Niels Bach Storgaard, der har været meget tilfreds med at have opgaven.

Og plejecenterets leder har også være super godt tilfreds med samarbejdet med Kulturskolen:

– Det er ikke alle akkorder vi bruger alle fingre til. Der snyder vi lidt – det har vi lært af Niels, griner Margit Møller Madsen.

Og grin har der været mange og meget af i undervisningen, for ingen af de ansatte havde prøvet at spille på et instrument før de indlod sig på de 9 gange undervisning á tre kvarter.

– Vi er lige skøre og laver lige mange fejl og pjatter – sådan skal dét jo være, siger Margit Møller Madsen.

Hun har allerede mærket effekten af at de nu er en lille gruppe, der kan spille på instrument.

– Når jeg kommer ind på en afdeling og har ukulelen med, så begynder beboerne med det samme at smile. Og hvis der eksempelvis er nogle demente, der ikke har så god en dag, så tager jeg ukulelen med og i løbet af ti minutter har jeg vendt humøret. Jeg har ikke oplevet endnu at det ikke har virket, lyder det fra lederen.

Hende og de øvrige nyuddannede ukulister gav i går en slags opvisning i hvad de har lært og afholdt koncert for beboere og pårørende – til stor begejstring og endda også krav om ekstranummer.