Myndigheder advarer om snefygning i Billund kommune

Både DMI, Vejdirektoratet og Sydøstjyllands Politi er ude med varsler om snefygning over blandt andet Billund kommune.

Ifølge metrologerne ser det ud til, at fygningen kommer til at ramme et bælte henover Varde, Billund, Vejle, Hedensted og Horsens kommuner – så hvis du skal den vej onsdag morgen, så pas på.

– Selvom det er ikke ligefrem er snestorm, så er det alligevel nok til at snefygningen kan skabe trafikale udfordringer onsdag morgen. Især en kraftigt vind fra sydvest samt løs sne eller let snefald kan føre til snefygning, melder Sydøstjyllands Politi.

Derfor lyder anbefalingen fra ordensmagten at tage hjemmefra i god tid onsdag morgen, og at man skal tage sine forholdsregler.

– Hold øje med vejrsituationen på DMI eller en anden vejrtjeneste. Tjek Vejdirektoratets hjemmeside trafikinfo.dk, så du er opdateret på trafikken, inden du skal ud og køre onsdag, lyder det fra Sydøstjyllands Politi

Som det ser ud nu gælder varslet for snefygningen i vores område fra kl. 2 natten mellem tirsdag og onsdag og frem til onsdag morgen kl. 8.