Nu går byggeriet af Nordic Shopping i gang

Efter flere måneders forberedelser er der nu grønt lys til at sætte selve byggeriet af Nordic Shopping ved Vejle Landevej uden for Grindsted i gang. Første etape bliver på mere end 25.000 kvadratmeter og skal efter planen stå klar med 16 butikker og restauranter i slutningen af 2027.

Der er allerede sket en hel del på den store grund ved Vejle Landevej. Området er ryddet og planeret, og arbejdet med veje, et nyt kryds og forsyninger er i fuld gang. Men nu tager projektet for alvor næste skridt.

De to udviklere bag Nordic Shopping, Hanssen Ejendomme og Daugaard Pedersen, har besluttet at sætte byggeriet i gang – selvom der fortsat ligger en klage over lokalplanen hos Planklagenævnet. Nævnet har nemlig oplyst, at behandlingen af klagen fortsætter ind i 2027. Men da klagen ikke har opsættende virkning, har udviklerne valgt ikke at vente længere.

– Vi har hele tiden haft fuld tro på projektet, og nu tager vi beslutningen om at gå i gang. Det handler om at holde fremdriften i Billund Kommune, for de kæder, der har valgt at komme hertil, og for de mange arbejdspladser, projektet skaber, siger Michael Andersen, administrerende direktør i Hanssen Ejendomme.

Hele første etape er lejet ud

Og der er tilsyneladende ikke mangel på interesse fra butikskæderne. Ifølge udviklerne er samtlige godt 25.000 kvadratmeter i første etape allerede lejet ud. Her skal der etableres 16 kædebutikker, hvoraf de to bliver restauranter. Tidligere er Elgiganten og Harald Nyborg blevet præsenteret som nogle af de kæder, der rykker ind i Nordic Shopping.

Michael Andersen lægger ikke skjul på, at han gerne havde været klagesagen foruden.

– Vi respekterer selvfølgelig klagesystemet, men hensynet til én butik må ikke sætte udviklingen af en hel kommune på pause, siger han.

Borgmester glæder sig over byggestart

Også på rådhuset i Grindsted bliver beslutningen om at gå i gang taget godt imod. Borgmester Stephanie Storbank peger på, at Nordic Shopping både kan skabe arbejdspladser og tiltrække flere handlende til området.

– Det er en god dag for Billund Kommune. Nordic Shopping er en markant investering, og projektet har stor politisk opbakning i kommunalbestyrelsen. Det betyder nye arbejdspladser, flere kunder til byen og et handelstilbud, der kan trække folk til fra hele regionen. Det er vigtigt for Grindsted og for hele kommunens udvikling, siger borgmesteren.

Hvis tidsplanen holder, kan de første kunder gå på indkøb i Nordic Shopping i slutningen af 2027.