Nu henter kommunen dine gamle tagplader – men ikke gratis

Privatfoto


Nu bliver det lettere for borgerne i Billund kommune at slippe af med de gamle tagplader – og endda spare turen til genbrugspladsen. Fra denne uge kan man både som privatperson og virksomhed få hentet sine tagplader på adressen, så man slipper for selv at transportere dem til genbrugspladsen i Billund eller Grindsted.

I den første måned kan man stadig selv aflevere sine tagplader på genbrugspladsen, men fra 1. juli skal man som privat bruge den nye ordning. Det kan nemlig give meget asbeststøv omkring containerne på genbrugspladsen, når tagpladerne bliver læsset over. Formålet med den nye ordning er at forhindre netop det.

– Vi vil gerne passe på både vores borgere og medarbejderes sundhed. Derfor minimerer vi nu det antal gange, mennesker skal være i kontakt med asbest, siger leder af Erhverv og Affald i Billund Kommune, Karl Grundahl.

Virksomheder må både benytte sig af den nye ordning, men kan også stadig selv køre tagplader på deponiet ved genbrugspladsen. Som privat må man højest aflevere fem tagplader ad gangen på genbrugspladsen.

For at få hentet sine tagplader skal man først anmelde sit bygningsaffald til kommunen. Derefter skal man bestille såkaldte bigbags, som man køber hos kommunen. Når man herefter bestiller afhentning, kommer en kranbil og henter tagpladerne inden for 14 dage.

Private skal betale 400 kroner for hver bigbag, mens virksomheder skal betale 1500 kroner for hver bigbag. En bigbag kan indeholde et ton affald, hvilket svarer til omkring 50 tagplader.

– Flere af vores nabokommuner har positive erfaringer med lignende ordninger, og derfor er det naturligt for os også at gå denne vej, siger formand for Teknik- Plan og Kulturudvalget, Simon Nicolajsen Jørgensen.

Alle tagplader bliver for en sikkerhed skyld behandlet som asbest, da man ikke kan screene for asbest. Man kan købe bigbags, bestille afhentning og meget mere på billund.dk/tagplader