Nu kan du opleve Billunds nye hotel indefra

LEGOLAND giver nu borgerne i Billund og andre interesserede mulighed for at kigge ind på byens nyeste hotel, Castle Hotel.

Sidst i marts slog hotellet dørene op for gæsterne og på lørdag den 25. maj fra kl. 13-15.30 kan alle altså komme ind og få en rundvisning på hotellet, der har 142 gennemførte LEGO-tematiserede værelser, en stor ridderrestaurant, Knights’ Tavern, en slotslegeplads og over 800 LEGO modeller.

– Vi glæder os rigtigt meget til at invitere vores naboer fra lokalområdet og andre interesserede indenfor på LEGOLAND Castle Hotel. Det er et imponerende byggeri, som fortjener at blive vist frem til alle, der har lyst til at se, hvordan sådan et spektakulært hotel ser ud indenfor slotsmurene, siger Thomas Buch Tøstesen, hoteldirektør på Hotel LEGOLAND og LEGOLAND Castle Hotel.