Der er kommet et nyt lokalt tilbud på biludlejning i Billund. Morten Andersen, indehaver af MA Bilhandel i Grindsted, har nemlig etableret en biludlejningsplads ved siden af Box-Xtra på Lille Elkærvej i udkanten af byen.
Udlejningen sker gennem Oscar Biludlejning, men bilerne er Mortens egne. Ifølge ham er ambitionen ikke at tage kampen op med de store internationale udlejningsfirmaer i Billund Lufthavn – men at give lokale borgere og virksomheder et alternativ.
– Det er slet ikke meningen, at vi skal konkurrere med dem i lufthavnen. Men for lokale borgere, og for folk der bor og arbejder i området, giver det god mening med et fast sted, hvor man kan leje både personbiler, store varevogne og minibusser, siger Morten Andersen.
Et særligt træk ved udlejningen er, at flere af de større varevogne og minibusser kan køres med almindeligt kørekort (kategori B). Det gør dem attraktive for private, der mangler ekstra plads i en periode, eller skal hente møbler, køre til IKEA eller flytte større ting.
– Mange har jo ikke en trailer stående. Så er det nemmere bare at leje en varevogn. Vi ser også folk, der lejer en bil i en måned eller tre, og nogle endda længere tid, fortæller han.
Derudover bruger mindre håndværksfirmaer og virksomheder også bilerne, når de for eksempel har ansatte, der skal pendle til og fra en byggeplads uden at binde sig til en firmabil.
Selvom Billund er kendt som en international by med mange tilflyttere, er det især lokale borgere og personer bosat i området, der benytter tilbuddet indtil videre.
– Det er en blanding af danskere og folk fra mange forskellige lande, men det er typisk lokale, der lejer – især til praktiske formål. Det er ikke ret mange turister, der tager en varevogn, men de internationale borgere bruger dem til hverdagsting, siger Morten Andersen.
Udlejningen foregår via Oscar Biludlejnings digitale platform. Kunderne booker online, uploader kørekort, betaler og får derefter en nøglekode til bilen. Det betyder, at bilerne kan hentes uden fysisk betjening.
– Når det hele er godkendt online, får man en kode og kan bare køre. Det er nemt – både for kunderne og for mig, forklarer han.
Oscar fungerer som platform og står for markedsføring og det tekniske system, mens bilerne er Mortens egne.
Placeringen ved Box-Xtra er ikke tilfældig. Ifølge Morten Andersen er der god synergi mellem opbevaringsrum og biludlejning.
– Hvis man har noget stående i et depot og pludselig skal flytte eller hente noget stort, giver det god mening, at der også står en varevogn lige ved siden af, siger han.
Med den nye biludlejningsplads håber Morten Andersen, at endnu flere lokale vil få øjnene op for muligheden – og se det som et fleksibelt supplement til både egen bil og de store udlejningsfirmaer i lufthavnen.



