Ny cykelsti fra lufthavnen mod nord


I midten af næste måned påbegynder Vejdirektoratet anlægget af en ny dobbeltrettet cykelsti på Billundvej mellem Granlundvej og rundkørslen til Billund lufthavn. Det sker for at forbedre trafiksikkerheden for de mange cyklister, der færdes på Billundvej.

Den nye dobbeltrettede cykelsti er særligt ønsket af børnefamilier, der har skolebørn, som cykler til Billund samt turister.

Ifølge Niels Arend Koefoed, projektleder i Vejdirektoratet, er det særlig vigtigt, at vi passer på de nye i trafikken.

– Som ny i trafikken er det afgørende, at man føler sig tryg ved at færdes på og omkring vores veje. Med den nye dobbeltrettede cykelsti vil både de nye og de mere erfarne cyklister forhåbentlig opleve en større tryghed og sikkerhed ved at cykle i området, siger Niels Arend Koefoed.

Den nye cykelsti bliver en del af den eksisterende Margueritrute, som løber gennem Billund, og vil blive koblet på det eksisterende stianlæg ved Billundvej/Lufthavnsvej, og den nuværende cykelstibelysning forlænges langs den nye sti.

Den nye dobbeltrettede cykelsti forventes at stå klar i juli 2022.