Efter længere tids forberedelse blev Grindsted Udviklingsforum i går dannet som forening, på initiativ fra en gruppe borgere i Grindsted.
Foreningens primære formål er at virke som koordinerende bindeled mellem Billund Kommune og private og erhvervsmæssige initiativer, der har til formål at fremme byens udvikling. Hvad enten dette er borgere, erhverv eller organisationer.
Initiativet kan komme fra såvel kommunen som fra privat side. Foreningen kan selv iværksætte initiativer, typisk i samarbejde med Billund Kommune eller borgere eller erhverv eller organisationer. Altid med det formål at fremme Grindsteds udvikling. Derfor er også blandt andet Grindsted Handel og Grindsted Den Grønne Hovedstad repræsenteret i foreningen.
Foreningen er åben for alle, der har interesse i eller ønsker at bidrage positivt til udvikling af Grindsted by. Det kan være både enkeltpersoner og foreninger.
– I Grindsted har der altid været en formidabel virketrang. Selve byens eksplosive opståen på heden som stationsby er jo et smukt bevis på dette. Med Grindsted Udviklingsforum håber vi at have skabt et nødvendigt forum som kan være med til at fremme og koordinere de mange gode initiativer, så vi sikrer, at de kommer i mål, siger den nyvalgte formand for foreningen, John Rendboe.



