Ny massør og zoneterapeut på plads i Billund Bad

Hvad der begyndte med en jobmesse på Hotel Legoland tidligere på året, endte for 31-årige Jeanette Marker ud med en lejeaftale med Billund Bad om et lokale til massage og zoneterapi.

– Jeg var egentlig til jobmesse på hotellet ved siden af, men fik øje på Billund Bad, og studerede det lidt nærmere. En snak med en flink livredder og senere med bademester Lars Madsen førte til at jeg kort tid efter skrev under på en aftale om at leje massagelokalerne i forbindelse med wellnessområdet, fortæller Jeanette Marker.

1. januar flyttede hun til området fra Helsinge og nu er planen så at tilbyde både massage og zoneterapi i lokalerne i Billund Bad.

– Ved at være et sted som dette fremfor i eget hjem, så tilpasser man sig kunderne i stedet for at kunderne skal tilpasse sig ens hjem, siger Jeanette Marker, der også har fået lavet en fb-side om det nye tilbud.

For bademester Lars Madsen betyder lejeaftalen at Billund Bad igen kan tilbyde massage i egne lokaler – måske i forbindelse med polterabends og wellness-ophold.

– Vi har rigtig mange der gerne vil benytte sig af det, siger Lars Madsen.