Ny sidefløj i Sdr. Omme kræver kommunal garanti på 2,8 mio. kr.

En gammel del af Sdr. Omme Multicenter står foran en større forvandling. Den eksisterende sidefløj fra 1980 skal rives ned og erstattes af en ny og større bygning. Men før byggeriet kan komme helt i mål, kræver det en hjælpende hånd fra Billund Kommune.

Multicenteret har nemlig søgt om en kommunal garantistillelse på 2,8 mio. kr. og indstillingen fra forvaltningen er, at politikerne bør sige ja. Det samlede projekt løber op i 12,6 mio. kr., og kommunen har allerede tidligere bakket op med et tilskud på 5,25 mio. kr., som blev afsat i budgettet og udbetalt sidste år.

Nu mangler den sidste del af finansieringen at falde på plads. For at få lån i banken er en kommunal garanti en forudsætning – og dermed en afgørende brik for, at projektet kan realiseres.

Når kommunen stiller garanti, hæfter den i sidste ende, hvis lånet ikke bliver betalt tilbage. Men ifølge forvaltningen er økonomien i Sdr. Omme Multicenter solid nok til at bære projektet. Lånet er planlagt med en løbetid på 20 år og en variabel rente på omkring 4 procent.

Samtidig er der plads i kommunens låneramme, så garantien ikke vil påvirke kommunens kassebeholdning her og nu.

Sagen skal behandles politisk i denne måned.