Ny stor sal markerer historisk første skoledag på ISB

Mandag morgen var ikke bare første skoledag på International School of Billund – det var også første gang siden skolens start i 2013, at alle elever, medarbejdere og forældre kunne samles under ét tag til skolestart.

Anledningen er skolens nye Grand Hall, hjertet i de 7.000 nybyggede kvadratmeter, som over sommeren er blevet taget i brug. Med udvidelsen fra to til tre spor på alle årgange, flere klasselokaler, ny kantine, en halv-hal, ny administration, staff-room, genetableret sportsplads og en rummelig samlingssal, er ISB klar til at imødekomme den stigende efterspørgsel. I alt fylder skolen nu 20.000 kvm plus udearealer og elevantallet når i løbet af dette skoleår op på 590.

Skoleleder, Camilla Uhre Fog, beskriver sommeren som både travl og opløftende:

– Det har været en travl sommer, men når trætheden meldte sig, kom energien af at tænke på, hvor godt det hele bliver for elever og medarbejdere. Det bobler i hele kroppen – og sommerfuglene i maven har taget over! Jeg glæder mig inderligt til at få liv og kærlighed i væggene. Jeg tror, vi skal danse meget de næste dage, fortæller Camilla Uhre Fog med et smil.

Hun stod sammen med flere andre medarbejdere klar ved den nye hovedindgang for at byde elever og forældre tilbage til et nyt skoleår.

Selvom fokus i dag var på elever og undervisningsstart, åbner ISB snart dørene for hele byen. Lørdag den 6. september kl. 14-16 inviterer skolen til åbent hus, hvor alle kan opleve de nye rammer indefra. Sportspladsen er allerede offentlig tilgængelig, og Billund Løbeklub står klar til at teste både 400-meterbanen og 100-meterstrækningen.

ISB opfordrer blot til, at man passer godt på det nyanlagte græs i den første tid – men håber ellers, at mange vil tage de nye udendørs faciliteter til sig.