Ja, de to drenge gik i den forkerte side af vejen den septemberaften sidste år, da 14-årige Rustam blev livsfarligt kvæstet ved en trafikulykke på Nollundvej ved Grindsted.
Men om drengene så havde gået ude midt på vejen, så skulle den tiltalte nu 76-årige lokalt bosiddende mand ifølge Retten i Kolding have været mere opmærksom på vejen.
En vej han har kørt rigtig tit gennem 55 år, og som han fortalte i retten, så kører han helt bevidst noget langsommere på den ellers lige strækning, fordi han ved, den kan være farlig. Han har også et par gange tidligere påkørt et dyr på Nollundvej, og det var han også overbevist om var dét, der var sket den 18. september 2024.
Her mærkede han noget ramme bilen, men af uvisse årsager valgte han at fortsætte og efter kort tids kørsel bemærkede han, at den ene forlygte var gået. Derfor droppede han turen til Grindsted for at hente cigaretter og valgte en mindre trafikeret vej hjem i stedet for at vende direkte om og køre retur.
Var han vendt om og var kørt tilbage ad Nollundvej, ville han formentlig have opdaget den 14-årige Rustams kammerat udføre hjertemassage på sin bevidstløse ven, som han var ude at løbe med, da ulykken skete.
Kammeraten fik hurtigt ringet 112, påbegyndte hjertemassage og efter få minutter var politi og ambulance på stedet. Rustam blev fløjet til Skejby Sygehus, men hans skader var så omfattende, at familien et døgn senere valgte at slukke for respiratoren.
Hvor mørkt var det så den septemberaften ved 20-tiden hvor ulykken skete? Det blev et af de centrale spørgsmål i sagen for at belyse den tiltaltes chancer for at se de to mørkklædte drenge i siden af vejen – uden refleksveste – og som nævnt i højre side af vejen, hvor trafikken passerede dem bagfra.
Rustams kammerat var i vidneskranken og mente det var ”i skumringen” mens både et andet vidne og den tiltalte selv mente, det var ret mørkt. De forklarede begge hver især, at de måtte have det lange lys tændt – og alligevel opdagede vidnet først de to drenge i den modsatte side 25-50 meter før hun passerede dem, mens den tiltalte overhovedet ikke så dem, før noget altså ramte hans bil. Han havde dog ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det var et menneske, han havde ramt.
Først senere da han blev klar over at politiet efterlyste bilisten til en påkørsel på Nollundvej, gik det op for den 76-årige, at det kunne være ham, de ledte efter. Her mente retten nu nok, at den tiltalte selv skulle have luret det på grund af skaderne på hans bil: et manglende højre sidespejl, en knust forlygte og et ødelagt frontgitter. Alt dét konstaterede politiet, da de nogle timer senere var ude hos den 76-årige på hans bopæl, efter hans søn og svigerdatter havde kontaktet politiet.
Retten i Kolding takserede straffen til 10 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år samt et halvt års frakendelse af kørekortet.
Samtidig blev den 76-årige dømt til at betale 45.000 kroner i erstatning til Rustams forældre til at dække begravelsesudgifter til deres døde søn. Familien havde dog forlangt 432.000 kroner – blandt andet med to gange 150.000 til forældrene og 47.000 til at dække en mindekomsammen bestående af 480 pizzaer fra et lokalt pizzaria.




