Stemningen i Lynghallen i Grindsted var høj i aftes, da GGIFs nyoprykkede damer i 3. division tog imod SIF Ansager. Rigtig mange var mødt op for at støtte holdet, der i sidste uge fik en fornem entre i divisionen ved at vinde 17-29 ude over Team Helle.
Og de mange publikummer fik hvad de kom efter; endnu en storsejr til Grindsted. Denne gang på 31-17 over SIF Ansager efter 17-8 ved pausen.
– Vi spillede specielt i første halvleg i et meget højt tempo, hvor vi formåede at spille os til rigtig mange fotte og gennemspillede afslutninger, siger træner Vibeke Dahlmann Andersen.
Forsvarsmæssigt havde GGIF også ret godt styr på Ansager, som kun fik lov at score 9 mål i hele anden halvleg.
– Jeg synes generelt, at ALLE pigerne leverede en rigtig flot og seværdig kamp, hvor alle bød ind gennem hele kampen, lyder vurderingen efter kampen fra Vibeke Dahlmann Andersen, der nu kan se sit nyoprykkede hold indtage førstepladsen i 3. division.
Dagens topscorer blev Michelle Kühl Vendelhaven med ikke mindre end 9 mål.