Ny udvekslingsstudent landet i Billund-området

Så er der kommet ny udvekslingsstudent til Billund Rotary Klub. Ved seneste møde kunne man byde velkommen til Garner Ghering fra New Jersey i USA. Han skal i det kommende år gå i 1.g på Grindsted Gymnasium.

– Han glæder sig meget til at opleve Danmark og lære både sprog og kultur at kende. Hjemme i USA var Garner leder af en større spejdertrup på 45 medlemmer og sørgede for at de havde mange gode oplevelser. Garner interesserer sig tillige meget for biler og har allerede været med ude til veteranbiltræf, skriver Billund Rotary i en pressemeddelelse.

På mødet hørte de lokale rotarianere om oplevelser og forventninger fra tre af sine studenter: Cecilie som var i Frankrig sidste år, Ida som er i Brasilien (på video) og Garner som netop er ankommet.

Billund Rotary Klub er et netværk af engagerede mennesker der vedkender sig et humanitært ansvar såvel lokalt som internationalt – med fokus på ungdomsudveksling, international læring, kulturel udveksling og udvikling af kulturen i Billund.