Nye moderne boliger rejser sig i Billund


En lille by rejser sig i disse måneder i udkanten af Billund. Det er Billund Boligforening, der bygger en ny boligafdeling med 65 moderne boliger. Afdelingen har fået betegnelsen “forteby” som er en landsbytype fra middelalderen, hvor gårdene ligger omkring forten, der er et åbent fællesareal. I Ankelbo ligger de nye boliger netop placeret i klynger omkring seks åbne pladser, og deraf kommer navnet.

– I Billund Boligforening er vi meget glade for at få lov at bygge disse 65 boliger. Jeg er sikker på at de med deres flotte design og indretning bliver attraktive. Det er lykkedes at få kvalitet og økonomi til at gå op i en højere enhed, idet vi får et moderne byggeri med en efterfølgende fornuftigt drift, og det er en vigtig faktor, siger formand for Billund Boligforening, Jørgen Bjerg Sørensen.

De 65 nye boliger bliver bygget i 3-4 forskellige størrelser og varianter. De mindste bliver på 99 m2, og de største på 115 m2. Boligerne ligger i rækkehuse i et og to plan. Midt i bebyggelsen er der et fælleshus med festsal, køkken og gæsteværelser. Planen for Ankelbo er, at der etableres hovedstier, som har direkte forbindelse til BillundSkolen og bymidten.

De nye boliger løber op i en samlet pris på 137 mio kroner.