En forskergruppe skal igen se nærmere på Grindsted-borgeres sundhed. Det bekræfter koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen overfor ritzau.
Initiativet kommer blandt andet efter Region Syddanmark er blevet gjort opmærksom på mulige nye tilfælde af nervesygdommen ALS i Grindsted. Det skaber tvivl om, hvorvidt der alligevel er øget sygdom blandt indbyggerne som følge af forurening fra det tidligere Grindstedværk.
– Vi har fået oplysninger fra en borger i Grindsted om, at der er nogle flere ALS-tilfælde, som er konstateret, efter at vores sundhedsundersøgelse er afsluttet. Det har ført til, at vi beslutter at indkalde vores forskergruppe med forskere fra hele landet til at vurdere, om de nye oplysninger giver anledning til at ændre den beslutning, vi tog sidste år, siger Kurt Espersen til ritzau.
Tidligere har forskergruppen undersøgt, om der var en øget sygdomsforekomst blandt borgerne. Det var der ikke, lød konklusionen.
Der er ikke slået nogen årsagssammenhæng fast mellem forurening og sygdommen ALS.
Efter de nye tegn på sygdom er det nu i stedet besluttet at lave en tillægsundersøgelse, som først og fremmest skal fastslå om de tre nye tilfælde faktisk også er sygdommen ALS.
– Den sundhedsundersøgelse, vi kom ud med sidste år, viste sammenlignelige forekomster for en lang række sygdomme og ovenikøbet en lidt mindre dødelighed i Grindsted i forhold til sammenlignelige byer. Så i første omgang er der ingen grund til at være utryg, hvis man er borger i Grindsted, siger koncerndirektøren til ritzau.