På Facebook faldt Tanja Madsen fra Grindsted over et opslag fra én der efterlyste nogen at gå sammen med i ny og næ. Men det stod hurtigt klart at trådstarteren ville komme til at gå i et noget hurtigere tempo end Tanja med sine helbredsudfordringer kunne være med til.
Ud fra tanken at Tanja Madsen, der er ramt af fibromyalgi, da umuligt kunne være den eneste, der gerne ville gå i et fællesskab, men i et roligere tempo, oprettede hun facebookgruppen “Vi går sammen i Grindsted”. Det skriver Netavisen Grindsted.
Og gruppen er blevet taget rigtig godt imod:
– I fredags var vi ude på den første tur med 10 deltagere. Tirsdag var vi fem, der gik de 2,5 km på omkring 45 minutter. Idéen er at man går ud sammen, følges undervejs og kommer tilbage sammen. Undervejs får vi talt en del med hinanden – og det er rigtig hyggeligt, siger Tanja Madsen, der også efterfølgende har fået positive tilbagemeldinger fra deltagerne.
Gruppen har nu rundet 100 medlemmer og der er plads til flere her.