Der er kommet nye oplysninger om det alvorlige færdselsuheld, der tirsdag eftermiddag fandt sted på Ribe Landevej mellem Donslund og Grindsted, syd for Hejnsvig.
Klokken 15.34 modtog Sydøstjyllands Politi anmeldelse om et frontalt sammenstød mellem to personbiler. I den ene bil sad et forældrepar på 30 år samt deres et-årige søn.
Tirsdag aften blev den 30-årige mand meldt i kritisk tilstand, men ifølge vagtchef Halfdan Kramer er han ikke længere kritisk, men fortsat alvorligt tilskadekommet. Den 30-årige kvinde er ligeledes alvorligt tilskadekommet. Det etårige barn blev efter ulykken kørt til kontrol på sygehuset og er ifølge politiet ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Den 30-årige mand blev efter ulykken fløjet med redningshelikopter til Odense Universitetshospital.
I den anden bil befandt sig en 44-årig mand, en 43-årig kvinde samt et 12-årigt barn. De blev alle kørt til kontrol på sygehuset, men politiet har ingen oplysninger om alvorlig tilskadekomst i den bil. Alle pårørende er underrettet.
Ifølge politiets foreløbige oplysninger er den ene bil af ukendte årsager kommet over i den modsatte vognbane. Årsagen til ulykken er fortsat ukendt, men politiet oplyser, at der ikke er mistanke om påvirkning af hverken alkohol eller narkotika.
En bilinspektør har været tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken, og oprydningsarbejdet på stedet på Ribe Landevej blev afsluttet omkring klokken 19.20–19.23.



