Ødelagt ventilator årsag til røg i sparekassen


Kraftig røgudvikling i kælderen var årsagen til, at den automatiske brandalarm i Den Jyske Sparekasse lød torsdag eftermiddag.

Ved halv tre-tiden stimlede bankens ansatte sammen ude foran, mens brandfolkene ankom og fik et overblik over situationen.

– Vi kunne ikke rigtig se noget, da alarmen lød, men lidt efter kunne vi da godt lugte noget, der ikke var så behageligt, siger en af de ansatte til BillundOnline.

Røgdykkerne fra TrekantBrand station Billund kom tilbage fra kælderen med meldingen om, at det var en ventilator, der var stået af, og det var årsagen til den kraftige røg.

Balladen netop ved Den Jyske Sparekasses kælder er, at der kun er en vej ud og ind og således ingen måder at sikre gennemluftning. Derfor var det sparsomt med måder at få den kraftige røg ud på.

Ingen personer kom noget til og banken skal nu have et overblik over røgskaderne i kælderen.