Ole Kirks Fond sender millioner til Afghanistan gennem Røde Kors

Foto: Meer Abdullah Rasikh / Afghan Red Crescent Society


Befolkningen i Afghanistan befinder sig lige nu i en kritisk og kaotisk humanitær situation.

Derfor har Ole Kirks Fond i Billund bevilliget 50 millioner kroner til Røde Kors til en indsats i det krigshærgede og tørkeramte land.

– Hele verden følger med i den kaotiske situation i Afghanistan og føler med befolkningen. Derfor er det et meget stort ønske for Ole Kirks Fond at kunne bidrage til Røde Kors’ arbejde med at afhjælpe den humanitære krise, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirks Fond – den almennyttig fond, der i sin tid blev stiftet til minde om LEGO virksomhedens grundlægger.

Støtte til humanitære indsatser er ét af Ole Kirks Fonds fem uddelingsområder. Fonden støtter primært humanitært gennem to globale katastrofepuljer, hvor fokus er på agilitet og muligheden for at reagere hurtigt i en akut krisesituation. Situationen i Afghanistan kalder på en ekstraordinær og hurtig indsats.

– Det er med stor respekt for Røde Kors’ arbejde og med et stort ønske om at hjælpe den afghanske befolkning, at Ole Kirks Fond sender denne bevilling afsted, fortsætter Karin Skjødt Hindkjær.

Bevillingen på 50 millioner kroner fra Ole Kirks Fond til Røde Kors skal primært bruges inden for tre områder:
– Støtte til drift af sundhedsklinikker og hospitaler
– Psykologisk førstehjælp og aktiviteter – primært målrettet kvinder, børn og unge
– Distribution af mad og nødhjælpspakke

– Bevillingen fra Ole Kirks Fond vil gøre det muligt for Røde Kors under de mest kaotiske omstændigheder at nå titusindvis af afghanere med sundhedsydelser og nødhjælpspakker, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.