Efter fire års afvikling i Billund er Skole OL-finalen i år rykket til København, men det stopper ikke elever og frivillige fra Billund Kommune i at være med i stor stil.
Hele 11 skoleklasser fra kommunen har kvalificeret sig til årets landsfinale, og i denne uge drager over 200 elever mod hovedstaden for at kæmpe om medaljer – og gode oplevelser.
For at sikre, at alle kommer godt afsted, har Billund Kommune støttet deltagelsen med 75.000 kroner fra Økonomiudvalget. Sammen med støtte fra Ole Kirk’s Fond betyder det, at der er sørget for både busser og matchende t-shirts til alle deltagerne.
– Skole OL har betydet rigtig meget for os som værtskommune, og derfor er det også vigtigt for os at fastholde opbakningen til, at skolerne kan deltage. Børnene får nogle helt unikke oplevelser med i rygsækken, og det er fantastisk, at både elever, lærere og frivillige stadig har lyst til at være en del af det fællesskab – også selvom finalen nu foregår i København, siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Selvom Billund Kommune ikke længere er vært, bakker lokale kræfter stadig op om Skole OL. Fem frivillige fra bueskydningsklubben Hinnum Hut i Grindsted tager med til København for at hjælpe med afviklingen af finalerne i bueskydning. Klubben har i flere år været en vigtig samarbejdspartner i både lokale stævner og finaler – og deres erfaring har gjort så stort indtryk, at arrangørerne fra DIF Skole OL specifikt har bedt om deres hjælp igen i år.
Transport og ophold er dækket, så de frivillige kan fokusere på at give eleverne en god og tryg oplevelse.
Eleverne har kvalificeret sig gennem lokale stævner, hvor der både er blevet konkurreret og heppet med højt humør og god sportsånd. De stævner er blevet arrangeret i tæt samarbejde med lokale foreninger og frivillige – og det er netop dét fællesskab, som Skole OL handler om, lyder det fra projektleder i DIF Skole OL, Janni Thrane:
– DIF Skole OL er et godt eksempel på, hvordan sport og fællesskab kan gå hånd i hånd og give børnene oplevelser, de kan tage med sig resten af livet. Skole OL har sat et stærkt aftryk i Billund Kommune, og det er derfor utrolig glædeligt at se, hvordan engagementet fortsætter både blandt skoler, elever og de mange seje frivillige – uanset hvor finalen afholdes, siger Janni Thrane, projektleder i DIF Skole OL.