De penge som Sdr. Omme IF arvede efter Boje Kristensen, der døde for nogle år siden, får nu snart ben at gå på. Sammen med Sønder Omme Tennisklub har SOIF givet grønt lys til to nye projekter ved arealet nordøst for Sdr. Omme Multicenter.
Her ønsker Idrætsforeningen nemlig i løbet af næste sommer at anlægge en multibane, hvor der kan øves boldteknik, fodboldfitness og udendørs crossfit/styrketræning. Derudover vil multibanen være forsynet med højttalere, så der kan holdes forskellige kulturelle arrangementer på tværs af hele byen.
For tennisklubbens vedkommende er der planer om paddletennis, der er en kombination af tennis/squash/bordtennis, som spilles i et “bur” af glas. En sport, som medlemmer af bestyrelsen for tennisklubben blev opmærksomme på i forbindelse med et ferieophold på La Santa Sport, og som er særdeles populær i Spanien og Latinamerika. I Danmark findes der dog kun – ifølge Sdr. Omme-folkenes oplysninger – 3 baner til paddletennis og flere er på vej. Håbet er så, at én af banerne kan være i Sdr. Omme.
– Vi mener, at vi ved at skabe flere aktiviteter omkring Sønder Omme Multicenter, kan aktivere flere børnefamilier i byen, og dermed få et endnu bedre byliv i Sønder Omme. Anlæggene stilles også til rådighed for den lokale skole og turisterne, der gæster byen og området. Dermed vil byen få 2 nye aktiviteter omkring Multicentret, som desuden har fodboldbaner, atletikanlæg, Idrætshal, gymnastiksal, fitnesscenter, spinninglokale, skydebaner, bibliotek m.m., forklarer formanden for Sdr. Omme IF, Allan Munk Nielsen.
Sådan er planen at det nye paddletennisbur skal tage sig ud ved siden af multibanen. Fotoillustration: SOIF