Patrulje skød varselskud efter Vorbasse-indbrud

Sydøstjyllands Politi måtte tidligere affyre varselsskud efter en biljagt mellem Vorbasse og Bække.

Politiet var rykket ud til en anmeldelse om indbrud i Vorbasse, og et mistænkeligt køretøj i området fangede patruljens interesse.

Føreren af bilen havde dog ikke lyst til at tale med politiet og stak afsted – og i den efterfølgende biljagt blev der blandt andet kastet en motorcykel ud fra den flygtende bil.

Bilen kørte galt, og de tre personer i bilen forsøgte herefter at løbe fra stedet, men de blev anholdt – og i forbindelse med anholdelserne afgav politiet et varselsskud.

Hverken de tre anholdte, polititjenestemænd eller andre er kommet til skade.

De anholdte er mænd på 30, 32 og 39 år.