Det bliver alligevel ikke den tidligere bankbygning på Borgergade 3, der skal huse Grindsteds nye tandklinik. I stedet har en enig kommunalbestyrelse besluttet at købe den tidligere BC Mode-butik på Vesterbrogade 3 og omdanne den til en moderne tandklinik.
Dermed er der sat punktum for usikkerheden om, hvor den nye klinik skal ligge.
Planen var ellers, at tandklinikken skulle indrettes i Vestjysk Banks lokaler på Borgergade. Men efter bankens fusion er bygningen blevet sat til salg, og det har fået kommunen til at ændre kurs.
– Vi kan som kommune ikke købe en bygning, som vi ikke udnytter fuldt ud. Derfor er jeg rigtig glad for, at en enig kommunalbestyrelse har besluttet at købe BC Mode på Vesterbrogade 3, som kvadratmetermæssigt passer bedre til klinikkens behov, siger borgmester Stephanie Storbank.
Nu venter en større ombygning af den tidligere tøjbutik. Alene stueetagen på 600 kvadratmeter skal omdannes til tandklinik, mens kælderen og førstesalen blandt andet skal bruges til personale, depot og teknik.
Ifølge borgmesteren skal arbejdet sættes i gang hurtigst muligt.
Plads til både børn, ældre og særlige behov
Den nye klinik skal ikke bare være et sted, hvor man får ordnet tænder. Der bliver også plads til undervisning af forældre i børns tandsundhed, ligesom klinikken skal indrettes, så både ældre og borgere med særlige behov kan få behandling.
Det betyder blandt andet loftlifte og mindre venterum til patienter, der har brug for mere ro.
– Når vi samler de mindre klinikker i én stor klinik i Grindsted og en mindre for børn og unge på BillundSkolen, kan vi også samle fagligheden og give bedre mulighed for sparring mellem personalet, siger formand for Børne- og Familieudvalget, Jannick Dam Kristensen.
Samtidig fastholder kommunen, at tandklinikken skal være en del af udviklingen af Grindsted Bymidte. Og med placeringen på Vesterbrogade bliver den altså fortsat liggende helt centralt i byen.
Kommunen har endnu ikke meldt ud, hvornår den nye tandklinik forventes at åbne.



