Sommerkedsomheden er tilsyneladende begyndt tidligt i år for de unge mennesker.
Forleden kunne BillundSkolen melde om 12 knuste ruder på skolen og nu har Hejnsvig skole også politianmeldt omfattende hærværk på skolen i form af knuste ruder.
Det skulle være sket henover weekenden og nu er det altså meldt til politiet.
Ligeledes i Hejnsvig standsede en patrulje i går en bilist på Bredgade og sigtede ham for spritkørsel. Der er tale om en 58-årig mand fra Brørup, der sigtes for promillekørsel.
Flere knallertkørere kom i politiets søgelys i Grindsted i går. I går formiddag blev en 20-årig mand fra Grindsted standset på en lille knallert. Han blev konstateret påvirket af narko og sigtes derfor for dét.
Færdselspolitiet besluttede sig desuden i går for at kigge en række knallerter efter i sømmene på Vestergade. Ved 12-tiden blev en 15-årig standset på knallert, som blev trukket med på rullefeltet. Her blev køretøjet målt til at kunne køre 60 km/t – noget mere end det tilladte. Nogenlunde samme fart kunne en anden knallert skyde, og eftersom det var anden gang indenfor tre år at den 16-årige knallertkører blev snuppet på et for hurtigt køretøj, så blev køretøjet konfiskeret.