Prisregn over Billund-virksomhed

Michael Brogaard fra Dansk Mjød i Billund med sine prisvindende produkter.


De seneste uger har budt på en sand prisregn over Dansk Mjød, der produceres på Kløvermarken i Billund.

Indehaver Michael Brogaard sender ellers ikke sine produkter til bedømmelse hver gang, der finder en konkurrence sted, fordi der ofte ikke er seriøs nok bedømmelse i konkurrencerne.

Men det er der ifølge ham ved International Wine and Spirit Competition, så derfor sendte han tre produkter afsted til konkurrencen: Ribe Mjød, Vikingernes Mjød og den mest populære Viking Blod. Men det var kun de to første, der tog priser med hjem. To Silver Awards i to forskellige kategorier blev det til, men Viking Blod er ikke slået ud endnu:

– Vi har fået melding om at den er gået videre, men ikke rigtig til hvad eller hvorfor – kun at vi kan vente at høre noget i september engang, siger Michael Brogaard.
Derudover er det blevet til bronze og sølv for Billund-virksomhedens egen vodka, Haive, ved konkurrencer i henholdsvis Berlin og New York.

At Dansk Mjød i Billund laver nogle populære produkter, vidner den igangværende udvidelse af virksomheden om. En tredobling af produktionen er nødvendig for at følge med efterspørgslen, så derfor er nabobygningen på Kløvermarken lige nu ved at blive indrettet til spiritus-produktion.