Publikum bliver en del af forestillingen hos GAS

Når Grindsted Amatør Scene, GAS, til april spiller “Andersen og de nye klæder” i No. 16, bliver publikum ikke bare tilskuere – de bliver en del af handlingen.

Allerede ved indgangen får publikum udleveret en stemmeseddel, og under forestillingen bliver de inddraget i et valg, hvor de spiller rollen som folket.

– Publikum spiller folket, så de er en aktiv del af stykket, forklarer forfatteren bag stykket, Anne Lise Holm til Netavisen Grindsted.

Forestillingen tager udgangspunkt i H.C. Andersens Kejserens nye klæder, men i en moderne og satirisk udgave. Her møder publikum blandt andet den karikerede leder Donny Triumf, der regerer landet, efter at Grundloven er blevet væk.

Indtil pausen bliver der lavet valgplakater, og børn fra scenen deler flyers ud blandt publikum, inden stemmerne kan afleveres i baren.

“Andersen og de nye klæder” spilles af Grindsted Amatør Scene i No. 16 den 17., 18. og 19. april og henvender sig til både voksne og børn fra skolealderen og opefter.