Mød kandidaterne ansigt til ansigt: Valgdebat i Magion før folketingsvalget

I tvivl om, hvor krydset skal sættes, når der er folketingsvalg den 24. marts? Så kan en valgdebat i Magion måske gøre dig lidt klogere.

På tirsdag den 10. marts klokken 19 til 21 inviterer Grindsted Rotary nemlig borgere fra hele Billund Kommune til valgdebat, hvor vælgerne får mulighed for at møde kandidaterne og stille spørgsmål direkte.

Tre lokale kandidater har allerede meldt deres deltagelse: Anni Matthiesen fra Venstre, Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet og Gitte Bjerremand Andersen fra Moderaterne.

Derudover er en række partier inviteret til at sende en kandidat, blandt andet Alternativet, Borgernes Parti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance, Radikale Venstre og SF. Ambitionen er at samle op til 12 kandidater – én fra hvert parti.

Ifølge Lone Ovesen fra Grindsted Rotary er formålet at give borgerne mulighed for at møde politikerne i øjenhøjde.

– Vores tanke er, at vi gerne vil støtte op om den demokratiske proces i forbindelse med et folketingsvalg. Derfor har det været vigtigt for os, at vi har inviteret alle 12 partier, der stiller op, siger Lone Ovesen.

Hun peger samtidig på, at meget politisk debat i dag foregår på sociale medier – og at Rotary gerne vil skabe et rum for den direkte samtale.

– Vi vil gerne invitere til en mere “gammeldags valgdebat”, hvor både kandidaterne og vælgerne kan komme i direkte dialog og samtidig se hinanden i øjnene, siger Lone Ovesen.

Debatten bliver styret af Erik Holme Bertelsen og Lone Ovesen selv, og arrangørerne håber på stort fremmøde fra kommunens borgere.