Red Barnet mangler indsamlere i Billund Kommune

Årets indsamling er helt uden mønter grundet smittefare. Derfor samles der kun ind via sms og mobile pay. PR-foto Red Barnet


Corona har påvirket vores alles liv, men for verdens udsatte børn rammer krisen særligt hårdt. Hver dag risikerer 6.000 børn ifølge FN at miste livet, fordi kampen mod virussen trækker ressourcer væk fra for eksempel livsvigtige vaccineprogrammer. Herudover presser den globale sundhedskrise mange ud i fattigdom med sult, børneægteskaber og afbrudt skolegang som mulige følger.

Søndag den 6. september samler Red Barnet ind til de sårbare børn, hvis fremtid trues af pandemien. Men der mangler indsamlere i bl.a. Grindsted, Billund, Hejnsvig, Filskov og Krogager fortæller Niels Peter Pedersen, der er indsamlingsleder i kommunen.

– Vi har ca. 75 ruter, men mangler p.t. at få sat navne på de 50, siger Niels Peter Pedersen.

Pengene fra landsindsamlingen går til Red Barnets arbejde. Ude i verden er det blandt andet til medicin, mad og skolegang til udsatte børn i skrøbelige og fattige lande, og herhjemme i Danmark blandt andet til aktiviteter for børn, der er uden for fællesskabet.

Red Barnets landsindsamling 2020 kommer på mere end én måde til at stå i coronaens tegn. Udover at øge udsatte børns behov for hjælp, gør virussen det også oplagt at samle ind på en ny måde. For at begrænse risikoen for smittespredning ved at gå fra dør til dør og samle ind, er årets landsindsamling kontantløs.

Det betyder konkret, at Red Barnets indsamlerne kun skal tage imod donationer via MobilePay og SMS. Donationerne indbetales med det samme, så efter endt rute kan indsamlerne spare turen forbi det lokale afleveringssted og tage direkte hjem. Indsamlerne kan desuden selv vælge den rute, de har lyst til at gå i.

 

FAKTA OM RED BARNETS LANDSINDSAMLING

  • Du kan tilmelde dig på https://tilmeld.redbarnet.dk/
  • Det tager cirka tre timer at samle ind, og hver indsamler bidrager typisk med cirka 1.000 kroner. Du kan samle ind, når det passer dig den 6. september 2020 i tidsrummet mellem kl. 10 og kl. 18.
  • Du vælger selv din rute, og når du tilmeldt dig, får du inden indsamlingen tilsendt et indsamlingsskilt, et print af din rute, håndsprit og andre indsamlingsmaterialer med posten til den adresse, du oplyser ved tilmelding.