Pop-up skolen i Sdr. Omme Fængsel har fået solidt fodfæste. I går begyndte 19 nye elever på uddannelsen til fængselsbetjent, transportbetjent og værkmester – og dermed er det fjerde hold i år fyldt op. Det betyder, at hele 81 elever i 2025 har taget hul på deres uddannelse i Sdr. Omme, og det er rekord.
Skolekonceptet blev introduceret i 2022 som en fleksibel løsning, hvor kriminalforsorgen kan åbne skoler tæt på de fængsler, der har størst behov for nye medarbejdere. At placere en skole direkte i tilknytning til fængslet i Sdr. Omme har vist sig at være en succes.
Justitsminister Peter Hummelgaard roser indsatsen:
– Tiltag som disse er med til at tiltrække flere dygtige medarbejdere til kriminalforsorgen. Det glæder mig meget, for vi har hårdt brug for flere hænder i fængslerne, lyder de rosende ord om indsatsen fra justitsminister Peter Hummelgaard.
Også kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen, glæder sig over interessen:
– At vi for fjerde gang i år kan fylde klasselokalet i Sdr. Omme viser, at pop-up konceptet virker. Vi har brug for mange uniformerede kolleger, fordi vi udvider kapaciteten så kraftigt, siger hun.
Udvidelsen er tiltrængt. Fængslet går fra 222 til 422 pladser primo 2026 og bliver dermed Danmarks største fængsel for afsonere. Udbygningen omfatter blandt andet en ny idrætshal, værksteder, en købmand og sociale faciliteter.
Pop-up skolerne er en del af kriminalforsorgens massive rekrutteringsindsats. Udover Sdr. Omme findes de blandt andet i Esbjerg, København og Odense.



