Rema 1000 Billund forærer varer væk

Butikschef i Rema 1000 Billund Martin Olesen.


Hele året rundt har Rema 1000 i Billund fokus på at undgå madspild og har derfor ofte varer kraftigt sat ned, hvis de nærmer sig sidste salgsdato. Og nu hvor julen står for døren, er butikken klar til at forære varerne væk.

– Vi holder i år lukket i juledagene og åbner først d. 27. igen. Vi vil derfor gerne forære de rester af varer i brød, grønt, kød og mælk der udløber på dato i de følgende dage, skriver Rema 1000 Billund på sin facebook-side.

Således holder butikken åbent juleaftensdag fra kl. 9.30 – 10.00 hvor de pågældende varer kan hentes i butikken kvit og frit.

– Vi håber I vil hjælpe til at alle får del i det der måtte være tilbage. Tag hvad I kan forbruge og tænk ellers på de andre der også måtte komme, lyder opfordringen fra Rema, der samtidig understreger at butikken er lukket, og at det kun er muligt at hente de gratis varer.