Rema 1000 tager hånd om demente

Butikschef i Rema 1000 Billund, Martin Olesen, ved skiltet der fortæller at butikken er klædt på til at tage sig af eventuelle demente kunder.


Et skilt ved indgangen fortæller, at Rema 1000 i Billund er blevet Demens Ven. Altså er personalet klædt på til at håndtere situationen, hvis en dement skulle miste orienteringen, mens vedkommende handler i butikken.

– Rema 1000 gør meget ud af at tage et samfundsansvar og derfor har vi på landsplan indgået et samarbejde med Alzheimerforeningen omkring at tage hånd om demente kunder, fortæller butikschef i Billund-filialen, Martin Olesen. Han blev personligt temmeligt overrasket over, hvor mange danskere, der har demens tæt inde på livet.

– 500.000 personer er berørt af demens, så det er altså en kæmpestor gruppe mennesker, vi her tager hånd om, siger Martin Olesen.

Med titlen Demens Ven følger også en række gode råd til de ansatte i hans butik, hvor alle er blevet orienteret om hvordan der skal tages hånd om en dement:

– Når man har med en dement at gøre, så er det vigtigt at være rolig, at tale tydeligt og i korte sætninger. Man skal altid tale direkte til personen og så gælder det om at være rigtig tålmodig, forklarer butikschefen.