Et dyrt søgsmål mod en amerikansk samarbejdspartner kostede i seneste regnskabsår det Billund-baserede flyselskab SUN-AIR et større tocifret millionbeløb i advokatudgifter.
Retssagen mod samarbejdspartneren, der i mange år har serviceret selskabets flymotorer, har samtidig holdt seks fly på jorden – og det har spændt ben for de næste skridt i genopbygningen af
selskabets rutenet efter coronakrisen.
Koncernen kom ud af det skæve regnskabsår 2022/23 med et underskud 22,6 mio. kroner mod et underskud på 1,6 mio. kroner året før. Omkostningerne til søgsmålet i USA ligger i den del af koncernen, som står for ruteaktiviteterne, som derfor kommer ud af året med et minus på 12,3 mio. kroner.
Men ellers går genopbygningen af rutenettet efter COVID-19 pandemien den rigtige vej og ambulanceflyvningerne er fortsat en sund forretning. Men alligevel ender det altså med røde tal på bundlinjen.
– Det er et langt og sejt træk at genopbygge rutedriften efter mere end 2,5 års nedlukning, men kunderne kender os og vores produkt og kommer gradvis tilbage på vores direkte ruter fra Billund til London City, Manchester, Düsseldorf og Göteborg. Vi har et klart mål om at åbne flere ruter, og det kommer til at ske i et tempo, der matcher efterspørgslen, siger direktør Niels Sundberg.
Forretningsbenet JoinJet, der er specialiseret i firma- og forretningsflyvning med charterfly, havde et år præget af høje driftsomkostninger i forhold til aktiviteten og noterer sig for et underskud på 4,6 mio. kroner.
SmuuthCare, som er førende inden for ambulanceflyvning, er fortsat en rentabel forretning og tjente 1,9 mio. kroner i regnskabsåret. Den resterende del af årets underskud kan henføres til K/S-selskaber, hvor koncernen sammen med andre investorer ejer fly, som i øjeblikket står på jorden.
– Jeg er bestemt ikke tilfreds med regnskabet, men jeg hæfter mig også ved, at væsentlige dele af koncernen udvikler sig positivt. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi fortsat har en solid økonomi, hvilket er helt afgørende for koncernens fortsatte udvikling, siger Niels Sundberg.
Og der er også lidt egenkapital at tage af til det aktuelle underskud. SUN-AIR Aviation Group havde ved udgangen af regnskabsåret 2022/23 en egenkapital på 103,5 mio. kroner.
– Endnu vigtigere er, at vi har kompetencerne og viljen til fortsat at være en del af luftfarten i Danmark, siger Niels Sundberg.