Røde Kors-frivillig gennem 20 år modtog Frivilligprisen 2021

Lea Hansen fra Vorbasse modtog årets Frivilligpris fra Billund kommune.


Det blev Lea Hansen, der er frivillig ved Dansk Røde Kors, Billund-Vorbasse, der løb med Billund kommunes Frivilligpris 2021.

Det er Frivilligrådet i Billund Kommune der hvert år uddeler prisen til en frivillig, som har gjort en særlig frivillig social indsats.

Og det har Lea Hansen i den grad eftersom hun gennem de sidste 20 år har været involveret i frivilligt, socialt arbejde for Dansk Røde Kors. Hun er blandt andet besøgsven, aktiv som nørkler og i genbrugsbutikken. Dertil tager hun et stort læs, når Dansk Røde Kors, Billund-Vorbasse er med til Vorbasse Marked.

På grund af coronarestriktionerne var det et begrænset antal gæster der kunne være med da Frivilligrådet i denne uge overrakte prisen til Lea Hansen, der modtog et diplom, et gavekort til indkøb i Billund, en kurv med lækkerier og en buket blomster.