Kæmpe skuffelse prægede GGIF-lejren efter dagens hjemmekamp. Kristoffer Jessen råbte i vrede og hamrede hånden mod dørkarmen på vejen ud af hallen efter de 2 x 30 minutter, og efter en afsluttende samling i omklædningsrummet kom spillerne slukørede – én efter én – ud i hallen igen.
Således var det også med skuffelsen malet i ansigtet at vi fik fat i GGIFs Rolf Ravn:
– Jeg synes, at vi har kampen på vores hænder i 35 minutter af kampen. Og så er jeg ærgerligt over den måde vi får afviklet de sidste 20 minutter på, for jeg føler, at vi i mange af spillets facetter overmatcher Nordsjælland i første halvleg. Men vi mister momentum og mister kvalitet i de sidste 15-20 minutter, og det er jo dét der sidder i os nu, forklarer Rolf Ravn.
Udefra set var det svært at gennemskue, hvordan GGIF kunne gå fra at være foran med fire i første halvleg og så ende med at tabe med fire mål. Men Rolf Ravn har et bud:
– Det bliver jo kombinationen af, at de begynder at få nogle redninger, og de redninger ryger direkte ud, så de kan afslutte i tomt mål. De har jo en 4-5 stykker, de kaster direkte ned, som vender momentum i kampen. For vores forsvar står jo egentlig langt hen i anden halvleg rigtig fint, og de skal virkelig slide og kæmpe for at komme til deres mål. Og da kampen tipper, producerer vi egentlig nogle rigtig fine chancer, men udfordringen på det bliver, at vi simpelthen brænder dem, siger Rolf Ravn.
Netop fordi kampen i dag var én af dem der skulle være omsat til to point, er skuffelsen ekstra stor, men modet er ikke tabt forud for de kommende kampe:
– Når vi møder ind efter påsken og kigger fem mod næste søndags udekamp mod TMS Ringsted, så er vi fuldstændig klar, fastslår den erfarne GGIF-spiller.