Rumænere udvist efter indbrud hos Billund-virksomhed

Foto: Billund Photo


To rumænske indbrudstyve, der tidligt søndag morgen blev snuppet efter et indbrud på Kløvermarken i Billund, fik ved et grundlovsforhør i går eftermiddag en straksdom på 40 dages ubetinget fængsel.

Indbruddet mod Ball Group fandt sted ved to-tiden natten til søndag, og få timer senere blev de to mænd anholdt – den ene i en hule i en skov hvor de begge havde boet under deres ophold i Billund, mens den anden blev fundet under en bro.

Ifølge politiet ankom de to mænd på 23 og 26 år til Billund Lufthavn i sidste uge for at søge arbejde. I retten forklarede de dog at de allerede efter et par dage ikke havde flere penge og derfor ville hjem igen. Derfor begik de indbruddet.

Allerede søndag eftermiddag blev de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor de erkendte indbruddet og fik en straksdom på 40 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark samt indrejseforbud i seks år.