Så fik Rynkeby pengene fra Sdr. Omme-eleverne

På elevernes vegne overrakte Zabina Bennedsen, 8.a, Sdr. Omme Skole den gode check til Team Rynkeby. Privatfoto


I alt blev det til 111.037 kroner, da eleverne på Sdr. Omme skole tidligere på året løb Team Rynkebyløbet til fordel for Børnecancerfonden. Det stod klart, da eleverne i dag kunne overrække de mange penge til Team Rynkeby.

Den dag i marts løb eleverne fra 0. – 9. årgang på Sdr. Omme Skole i alt 1604 km og i ugerne efter havde de travlt med at indkradse pengene hos deres sponsorer. Dermed kunne Zabina Bennedsen fra 8.A i dag overrække checken med det samlede beløb til repræsentanter fra Team Rynkeby, der takkede eleverne for deres indsats.